2020 Dolomedes fimbriatus

Spider of the year 2020

Raft spider

Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)

Dolomedes fimbriatus

Dolomedes fimbriatus

Information

The raft spider, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), belongs to the nursery web family of spiders (Pisauridae). Worldwide this family has 356 species. In Europe seven species occur. The genus Dolomedes is represented in Europe by two species: D. fimbriatus and D. plantarius (Clerck, 1757).

The raft spider has a Palearctic distribution. In Central Europe it mostly occurs in flatlands through to hills (up to 800 m above sea level), with records up to 1250 m above sea level in Austria.

In some places the species can be found quite often. Due to the destruction of many of its preferred habitats (moorland and wetlands) it has become rarer, although it is not considered endangered. Due to climate change it is likely that in the future they will have to be placed in an endangered category.

Contacts

Maps and Photos

Literature

Information in other languages

--ALBGCZDEDKFIFRITNLSE

Merimanga e Vitit 2020

Merimanga peshkatare - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   Merimanga peshkatare, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), i pёrket familjes sё merimangave rrjetё ndёrtuese pёr tё vegjlit (Pisauridae). Në mbarë botën, kjo familje ka 356 lloje, nga të cilat shtatё jetojnë në Evropë. Gjinia Dolomedes përfaqësohet nga dy lloje në Evropë: D. fimbriatus dhe D. plantarius (Clerck, 1757). D. fimbriatus është e shpërndarë përgjatë Palearktikut. Në Evropёn Qendrore ajo ndodhet mё sё shumti nё fushat midis kodrave (deri nё 800 m mbi nivelit e detit), por ka rekorde edhe nё 1250 m si për shembull nё Austri. Nё disa zona ky lloj mund tё haset shumё shpesh, por pёr arsye tё shkatёrrimit tё shumё prej habitateve tё saj (kёneta dhe ligatina), ajo haset mё rrallё, megjithёse ajo nuk konsiderohet nё rrezik zhdukjeje. Pёr pasojё tё ndryshimeve klimatike ёshtё e mundshme qё nё tё ardhmen merimanga peshkatare tё vendoset nё kategorinё e llojeve nё rrezik zhdukjeje. Me një gjatësi trupore prej 15-22 mm tek femrat dhe 10-13 mm tek meshkujt, merimanga peshkatare është një nga merimangat më të mëdha evropiane. Trupi duket veçanërisht robust dhe i fortë. Ngjyra bazё është e verdhë-kafe deri në të zezë-kafe (tek tё vegjlit e gjelbёrt nё ulliri) dhe anët e trupit zakonisht kanë një shirit të zbehtë i cili shtrihet nё pjesёn e poshtme nё tё dyja anёt e trupit përgjatë cefalotoraksit dhe abdomenit. Sidoqoftë, këto nuk janë gjithmonë të pranishme. Gjuajtja e presë ёshtё shumё interesante tek kjo merimangё, e cila e gjuan prenë e saj si një gjahtare e lirё, pa përdorur një rrjetё. Ata preferojnë të jetojnë në brigjet me ujёra të qetё ose të ngadalshëm, në kёneta, livadhe të lagështa, dhe pyje bregdetare ose pyje të mbytura nё ujё. Këtu, merimanga peshkatare ulet në sipërfaqen e ujit afër bimëve dhe pret pёr insektet (e ujit), larva tё amfibёve dhe peshq të vegjël. Merimanga lëviz me shkathtësi kur gjuan në sipërfaqen e ujit. Ajo e shtrin tё gjithё trupin e saj mbi ujë, por falë shtresave të trasha të qimeve tё trupit, ajo mund të mbështetet në tensionin sipërfaqësor dhe të qëndrojë mbi ujë. Kur është në rrezik, ose kur kap prenё, ajo mund tё zhytet nёn ujё. Gjatë zhytjes formohet një flluskë ajri rreth trupit tё saj, e cila shpёrthen pasi merimanga kthehet në sipërfaqen e ujit duke e lёnё merimangёn tёrёsisht tё thatё. Çiftëzimi zakonisht ndodh në maj ose qershor, dhe nё pёrgjithёsi nga fundi i qershorit femrat prodhojnё vezёt dhe mё pas formojnё njё kokon me diametёr rreth 1cm (që përmban deri në 1000 vezë). Nё ndryshim nga merimangat ujk, tёcilat pёrdorin spineretat e fundit tё abdomenit, femra e merimangёs peshkatare e mbart kokonin me vezё gjatё gjithё kohёs duke përdorur pjesёt e saj tё gojёs. Pak para çeljes sё tё vegjёlve, femra e var kokonin me anё tё fijeve tё mëndafshta nё vegjetacionin nё afёrsi tё skajit të ujit, dhe e mbron atё. Prodhimi i vezёve mund tё bёhet edhe mё vonё, por me njё numёr mё tё reduktuar tё tyre dhe si rezultat njё kokon mё tё vogёl. Zhvillimi i tё vegjёlve ndodh pas dy vitesh. Zakonisht ata dimёrojnё si subadultё dhe e ndёrrojnё lёkurёn e tyre disa herё deri sa tё arrijnё fazёn adulte nё fillim tё Majit. D. fimbriatus mund të gjendet gjatë gjithë vitit, dhe nё pёrgjithёsi femrat gjenden nga marsi deri nё tetor, ndërsa meshkujt nga maj deri nё gusht. Nё Evropë ndodhet njё lloj tjetёr, D. plantarius, i ngjashëm nё pamje, madhёsi dhe habitat. Dallimet midis kёtyre dy llojeve janё tё vogla, ku shumica e individёve tё D. plantarius nuk i kanё shiritat e zbehtё, pёrmasat e tyre janё lehtёsisht mё tё mёdha (gjatёsia e trupit tё mashkullit 10-16 mm, femrёs 13-20 mm), si dhe habitati i tyre ёshtё mё shumё ujor pasi kanё njё preferencё pёr liqenet dhe kёnetat mё tё mёdha. D. plantarius ёshtё e lidhur mё shumё me ujin, dhe kёrkon brigje tё hapura e me diell pёr riprodhim. Ky lloj haset kryesisht nga prilli nё gusht, femrat pak mё gjatё deri nё shtator. Nё pёrgjithёsi ky lloj ёshtё mё i rrallё, sidoqoftё, njё identifikim pёrfundimtar ёshtё i mundur vetёm nga ekzaminimi i gjenitaleve.
Pse ёshtё zgjedhur merimanga peshkatare si Merimanga Evropiane e Vitit?
Si njё nga merimangat autoktone mё tё mёdha tё brigjeve tё liqeneve dhe lumenjve ajo ёshtё lehtёsisht e dukshme dhe gjithashtu tregon pёrshtatje tё jashtёzakonshme me kёtё habitat, i cili fatkeqёsisht kёrcёnohet gjithnjё e mё shumё dhe ёshtё nё rrezik. Lloji ёshtё veçanёrisht i rrezikuar nga puna nё ndёrtimin e brigjeve, heqja e shtretёrve tё kallamishteve dhe zambakёve tё ujit, tharja e kёnetave dhe zvogёlimi i madhёsisё sё habitateve tё pёrshtatshme tё ligatinave. Duke zgjedhur merimangën e vitit, jo vetëm që do ti kushtohet vëmendje një grupi pak të njohur të kafshëve, por gjithashtu do t’i referohet edhe njё habitati tё rrezikuar. Gjithashtu shkenctarët mund të kontribuojnë me të dhëna rreth shpërndarjes aktuale të tij. Në këtë kontekst, mund të shijoni këtë merimangë të vitit 2020 dhe të na ofroni ndihmë me të dhënat e vendndodhjes suaj ose me dokumentime fotografike të këtij lloji. Merimanga Evropiane e Vitit është përzgjedhur nga 83 araknologë nga 26 shtete Evropiane. Kordinimi i votave është realizuar nga Muzeu i Historisë së Natyrës së Vjenës, së bashku me ‘ArachnologischeGesellschaft’ (AraGes) dhe Shoqatën Evropiane të Araknologjisë.   Christoph Hörweg & Blerina Vrenozi  
Kontakt nё Shqipёri
Dr. Blerina Vrenozi, Muzeu i Shkencave tё Natyrёs, Rr. Petro Nini Luarasi, Nd. 76-1, No. 2, 1010 Tiranë, Shqipёri. E-mail: blerina.vrenozi@fshn.edu.al

Паяк на 2020 година

Салов паяк (Паяк рибар) - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   Саловия паяк, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), принадлежи към семейството на детско мрежестите паяци. В световен аспект, това семейство обхваща 356 вида, като в Европа, видовете са 7, а род Dolomedes е представен от два вида: D. fimbriatus and D. plantarius (Clerck, 1757). Саловия паяк има палеарктично разпространение. В Централна Европа, обитава главно низините (до 800 м.н.в.), а в Австрия достига до 1250 м.н.в. На някои места е често срещан, но поради унищожаването на много от неговите основни местообитания (мочурища, блата), започва да става рядък, но все още не се смята за застрашен. Климатичните промени също влияят негативно върху числеността на неговите популации, което сигурно ще доведе до поставянето му в категорията на застрашен. Дължината на тялото от 15-22 mm при женските и 10-13 mm при мъжките определя саловия паяк, като един от най-едрите европейски паяци. Тялото му е действително масивно и силно. Оцветяването е жълто-кафяво до тъмно-кафяво (при младите зеленикаво до маслинено, обикновено, отстрани тялото има светли линии, които продължават и в главогръда, но не винаги са ясно изразени. Саловия паяк е свободно живеещ ловец, не използва ловна мрежа. Предпочита да живее на брега на стоящи или бавно течащи водоеми, в мочурища, влажни ливади и крайбрежни или заливни гори. Тук, саловия паяк стои върху водната повърхност в близост до растенията и чака появяването на водни насекоми, попови лъжички или малки рибки. Когато ловува D. fimbriatus се движи много умело върху водната повърхност. Той лежи със цялото си тяло върху водата, но благодарение на гъстото окосмяване и повърхностното напрежение на водата не потъва. Когато е в опасност или улавя жертвата си се гмурка под водата. По време на потъването му около тялото му се образува въздушен мехур, който изчезва веднага след излизането му от водата и той е отново сух. Брачният период е през Май или Юни, а в края на Юни се появяват и яйцата обхванати от пашкул с диаметър около 1 см (съдържащ около 1000 яйца). Женската го носи постоянно захванат от челюстите (при вълчите паяци е захванат от паяжинните брадавици). Малко преди излюпването на яйцата, пашкулът се закачва върху крайбрежната растителност, опакован добре с паяжинни нишки. Малко по късно, още един пашкул се закачва, но е по малък и с редуциран брой яйца. Развитието на младите паячета обхваща обикновено две години. Те зимуват, като неполово зрели, а достигат зрелост в началото на Май. Dolomedes fimbriatus е активен почти през цялата година и може да бъде намерен от Март до Октомври, но в повечето случаи, женски. Активният период на мъжките е от Май до Август. В (Централна) Европа се среща още един подобен вид, Dolomedes plantarius, обикновено без белите ивици и размери на тялото, 10-16 mm при мъжките и 13-20 mm при женските, обитава същите хабитати, но предпочита по големи водоеми и мочурища. Смята се, че той е по тясно свързан с водата, като за неговото размножаване са необходими слънчеви и отворени брегове. Активен е от Април до Август, женските малко по дълго, до Септември и се намира рядко. Точната му идентификация се определя от гениталните белези. В България, видът е поставен в категорията на критично застрашените видове.  
Защо Саловия паяк е избран за Европейски паяк на годината?
Като един от най-големите европейски паяци обитаващ бреговете на езера и реки, той е лесно различим, като показва забележителна адаптация към тези хабитати, които са застрашени от редукция и изчезване. Видът е реално застрашен от строителни дейности по бреговете на водоемите, което води до редуцирането на неговите потенциални и реални местообитания. С избирането му за паяк на годината се цели не само да помогне за неговото популяризиране, но и да се насочи вниманието на обществото към опазването на застрашените хабитати. От друга страна, учените се надяват да добият информация за неговото сегашно разпространение. В това отношение, забавлявайте се с паякът на годината и ни помогнете с информация и снимки от наблюденията ви във вашия край. „Европейският паяк на годината“ е избран от 83 арахнолози от 26 Европейски страни. Координатор е Природонаучния Музей на Виена, заедно с Арахнологичното Дружество (AraGes) и Европейското Общество по Арахнология (ESA).   Превод на български & Христо Делчев

Evropský pavouk roku 2020

Lovčík vodní - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)  

Mokřady hostí podstatnou část biodiverzity České republiky. Velká část druhů, vázaných na tyto biotopy, se však z dříve všudypřítomných průvodců naší krajiny stává položkami na červených seznamech a tam postupně šplhá do kategorií nejohroženějších. Hlavní příčinou není globální aridizace střední Evropy, nýbrž eutrofizace naší krajiny. Zatímco oligotrofní a mezotrofní mokřady kypí životem, v eutrofních přežívá obvykle řádově méně druhů. Eutrofizaci způsobuje především intenzifikace zemědělství, která s sebou přináší nadměrné používání umělých hnojiv obsahujících dusík a fosfor, a spalování fosilních paliv. Při něm se do atmosféry dostávají oxidy dusíku, které eutrofizují i místa, kam se nedostane zemědělská kontaminace.

Lovčíci u nás
Nepřehlédnutelnými průvodci živinami málo kontaminovaných mokřadů jsou velcí a nápadně zbarvení pavouci rodu Dolomedes, konkrétně lovčík vodní (Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)) a lovčík mokřadní (Dolomedes plantarius (Clerck, 1757)). Tito pavouci byli zvoleni Evropskými pavouky roku 2020. Na jejich volbě se podílelo 83 arachnologů z 26 evropských zemí. Čeleď lovčíci (Pisauridae) je druhově chudší než sesterská skupina slíďáci (Lycosidae); dosud jich je známo 356 druhů, v Evropě pak pouze sedm. V Česku jsou zastoupeni třemi druhy. Vedle dvou druhů rodu Dolomedes se po celém našem území vyskytuje lovčík hajní (Pisaura mirabilis). Jedná se o hojný druh bez zvláštní vazby k mokřadům, nadále se budeme věnovat pouze zástupcům rodu Dolomedes.
Morfologie
Lovčíci jsou v lecčems podobní slíďákům - své sesterské skupině. Podobné mají například uspořádání a velikost svých osmi očí. V přední řadě mají čtyři menší oči, velké zadní oči jsou na temeni hlavy u slíďáků uspořádané do obdélníku, u lovčíků ale do lichoběžníku, rozšiřujícího se směrem dozadu. Lovčíci rodu Dolomedes jsou hned po slíďákovi tatarském (Lycosa singoriensis) našimi největšími pavouky. Samice jsou u nich výrazně větší než samci, přičemž lovčík mokřadní (délka těla bez nohou u samic 13–25 mm, u samců 10–16 mm) může dorůstat větších rozměrů než lovčík vodní (samice 13–22 mm, samci 9–14 mm). Tito pavouci mají dlouhé robustní nohy. Bývají rezaví, hnědí až sametově černí, během ontogeneze často tmavnou. Lovčík vodní má obvykle, lovčík mokřadní spíše výjimečně na bocích hlavohrudi a zadečku bílé až žlutavé pruhy. Po stranách světlejší srdeční skvrny na hřbetu zadečku bývají u obou druhů jeden až dva páry podélných pruhů bílých teček.
Lov kořisti
Lovčíci patří mezi pavouky, kteří přestali stavět sítě k lovu kořisti. Jejich předkové však ještě v evolučně relativně nedávné minulosti lapací sítě vytvářeli; lovčíci po nich stále mají na koncích chodidel prostřední drápek, sloužící k pohybu na vláknech. Podobně je tomu u blízce příbuzných slíďáků, u nichž však fylogeneticky bazální skupiny ještě lapací sítě konstruují. Opuštění od stavby lapací sítě souvisí s její energetickou náročností. Pavouci, kteří se naučili chytat kořist bez ní, ušetří čas i materiál. Dospělí lovčíci rodu Dolomedes číhají na svojí kořist poblíž rostlin na vodní hladině. Ta jim skrze vlnění zprostředkovává informace o pohybu kořisti stejně jako síť u jiných pavouků. Ke kořisti spadlé na hladinu dokáží jako bruslařky s nohama roztaženýma do široka dobruslit po vodní blance. Stát na vodě a surfovat na ní, aniž by se sebeméně namočili, umožňují těmto lovčíkům hydrofobní chlupy na nohou. Problém jim nečiní ani potopit se pro kořist pod hladinu. V případě nebezpečí se dokáží do vody ukrýt i před predátorem či arachnologem. Při potopení si pod hladinu zatáhnou stříbřitě se lesknoucí vrstvičku vzduchu obklopující jejich tělo porostlé hustým porostem hydrofobních chlupů. Ta jim umožňuje dýchat atmosférický kyslík i pod vodou. To mají společné s vodouchem stříbřitým a s některými slíďáky rodu Pirata. Jejich kořistí se obvykle stávají vodní, ve vodě se vyvíjející nebo na vodní hladinu spadnuvší členovci. Díky úctyhodným rozměrům jsou ale, jako jediní naši pavouci, schopní ulovit i obratlovce, konkrétně pulce či mladé rybky.
Životní cyklus
Lovčíci rodu Dolomedes se u nás páří v květnu či červnu. Sameček vyleze na hřbet samice a střídavě samici zavádí svůj kopulační orgán na pravém a levém makadle shora do jejího kopulačního orgánu na břišní straně zadečku. Na konci června kladou oplozené samice vajíčka. Až tisíc vajíček uzavírají do 1 cm velkého bělavého až šedého kulovitého kokonu, který samice na rozdíl od slíďáků nenosí připředený na snovacích bradavkách, ale drží ho chelicerami a pedipalpy pod hlavohrudí. U slíďáků si nechá samice mláďata vylíhlá z kokonu vylézt na zadeček a nosí je. Ne tak samice lovčíků. Ta kokon těsně před líhnutím zavěsí na vrcholky vegetace u vody a vytvoří okolo něho kupolovitou trojrozměrnou spleť vláken, jakýsi dětský pokojíček. Kokon a vylíhlá mláďata hlídá až do jejich dalšího svlékání, teprve první nymfální instar se rozlézá do světa. Samice může za svůj život vyprodukovat více kokonů, následující jsou však menší a obsahují méně vajíček. Po pohlídání poslední snůšky hyne. Osamostatněné nymfy nežijí na vodní hladině jako dospělci, ale pohybují se po porostu. Mláďata lovčíka vodního najdeme často na mokřadních křovinách. Aby na vegetaci nebyla nápadná pro predátory, jsou na rozdíl od dospělců zbarvená do žlutozelena. Oproti tomu mláďata lovčíka mokřadního se zdržují ve stařině v litorálních porostech, proto je jejich kryptické zbarvení do hněda. Prvním rokem mláďata přezimují jako mladé nymfy, druhým pak jako subadultní jedinci – poslední juvenilní instar před dospěním. Na začátku května následujícího roku dospějí a dvouletý životní cyklus se může opakovat. Dospělí samci přežívají do srpna, samice někdy až do září.
Biotopy
Lovčíky rodu Dolomedes u nás nalezneme v osluněných litorálních porostech u stojatých nebo pomalu tekoucích vod. Vegetace je na takových místech obvykle tvořena vysokými ostřicemi. Tyto biotopy se dnes nacházejí především u rybníků, před regulací říčních toků byly časté u slepých a mrtvých ramen. Někdy však lovčíkům stačí opravdu malé vodní plochy, které jsou součástí rašelinišť či mokrých luk. Vždy se jedná o mezotrofní či oligotrofní mokřady; eutrofizace, přinášející znečištění vody a zahušťování vegetace, vede k jejich vymizení. Lovčíci rodu Dolomedes jsou schopní osidlovat i náhradní biotopy vytvořené člověkem, jakými jsou například mokřady vznikající v opuštěných pískovnách či na vytěžených rašeliništích. Těžbou je odhalen substrát, který dosud není zasažen eutrofizací, mokřady vznikající na dnech proto bývají oligotrofní. Takové edafické podmínky spolehlivě indikují mechy rašeliníky (Sphagnum spp.), které se často uplatňují na sukcesi těchto náhradních stanovišť, například v drobných lesních pískovnách na Třeboňsku. Lovčík mokřadní je u nás vázaný pouze na mokřady v nížinách, na horských rašeliništích ho na rozdíl od lovčíka vodního nenajdeme. Je více vázán na splývavou vodní vegetaci; na souš nevystupuje tak často jako lovčík vodní. Na Českobudějovicku byl opakovaně pozorován na březích řek. Dnes se u nás vyskytuje na průměrně více znečištěných biotopech než lovčík vodní, ale to patrně nevypovídá o jeho větší toleranci, spíše je to dáno jeho omezením na nižší polohy, které jsou dnes znečištěním více zatížené.
Rozšíření
Oba druhy našich lovčíků rodu Dolomedes se vyskytují ve velké části palearktické oblasti, chybějí však v jejích nejteplejších částech včetně severní Afriky. Těžištěm výskytu lovčíka vodního jsou u nás nížiny a střední polohy, spíše vzácně se vyskytuje i v horách. V Rakousku vystupuje až do nadmořských výšek 1250 m n. m. V nižších polohách kvůli většímu zatížení polutanty vymírá, perspektivu má proto spíše v horách (Šumava, Český les, Orlické hory, Českomoravská vrchovina). V nížinách se doposud udržel pouze v neúrodných písčitých oblastech s konfigurací terénu neumožňující intenzivní zemědělské využití (Třeboňsko, Dokesko, Kokořínsko). V oblastech s intenzivním zemědělstvím se udržel pouze uvnitř větších lesních či lučních komplexů, které takovým jejich lokalitám slouží jako izolační pásmo proti agrochemikáliím (například přírodní památka Na Plachtě v třebechovických lesích u Hradce Králové, přírodní rezervace Kačení louka v CHKO Litovelské Pomoraví, národní přírodní rezervace SOOS na Chebsku). Proces vymírání v nížinách byl díky časnému arachnologickému průzkumu, probíhajícímu již od 19. století, podchycen například v okolí Prahy. Nejprve lovčík vodní vyhynul patrně na lokalitách v Praze, včetně Šáreckého údolí, později také na území CHKO Český kras, téměř vyhynul i v CHKO Křivoklátsko. Zde dodnes přežívají poslední slabé populace v horním úseku potoka Klíčava na severním okraji CHKO. Lovčík mokřadní byl u nás dlouhou dobu znám pouze z litorálů rybníků na Třeboňsku, Dokesku a Děčínsku. V relativně nedávné době byl objeven u řek na Českobudějovicku a i v zoologicky tradičně dobře prozkoumaných oblastech jižní Moravy, konkrétně v Podyjí a na Břeclavsku. Je tedy možné, že tento vzácný teplomilný druh u nás sice vlivem znečištění ztrácí biotopy, ale zároveň mu globální oteplování umožňuje kolonizovat nové lokality.
Ochrana
Protože lovčíci přežívají pouze na neznečištěných mokřadech, jsou díky svému atraktivnímu vzhledu a těsné vazbě na tyto biotopy ideálními vlajkovými druhy těchto ohrožených biotopů. Litorální porosty, které jsou jejich domovem, je nutné chránit proti přímé likvidaci při inženýrských úpravách krajiny. Zároveň by bylo vhodné lokality chránit regulací používání hnojiv a pesticidů v dostatečně širokém ochranném pásmu. Vzhledem k tomu, že se jedná o světlomilné druhy, navíc vázané na otevřenou vodní hladinu, je potřeba na břehových porostech s jejich výskytem blokovat sukcesi, konkrétně odstraňovat vyšší dřeviny, mozaikovitě vysekávat bylinnou litorální vegetaci a obnovovat zazemňované vodní plochy. Aby bylo možné biotopy lovčíků rodu Dolomedes účinně chránit, je nutné zmapovat jejich aktuální rozšíření. Údaje o pozorování (lokalizace ideálně v podobě GPS souřadnic, datum a autor pozorování, pozorování by mělo být doloženo fotografií) mohou čtenáři zasílat na adresu rothova.hel(a)gmail.com nebo rezac(a)vurv.cz.  

Christoph Hörweg, Milan Řezáč & Helena Rothová

Takto získaná data budou průběžně vyhodnocována a zveřejněna na internetových stránkách BioLib (https://www.biolib.cz/cz/taxonmap/id216/ a https://www.biolib.cz/cz/taxonmap/id217) a České arachnologické společnosti (https://www.arachnology.cz/druh/dolomedes-fimbriatus-216.html a https://www.arachnology.cz/druh/dolomedes-plantarius-217.html).

Spinne des Jahres 2020

Gerandete Jagdspinne - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)  
Information
Die Gerandete Jagdspinne, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), gehört zur Familie der Jagdspinnen (Pisauridae). Diese Spinnenfamilie zählt weltweit 356 Arten. In Europa kommen 7 Arten vor. Die Gattung Dolomedes ist in Europa mit 2 Arten vertreten: D. fimbriatus und D. plantarius (Clerck, 1757). Die Gerandete Jagdspinne ist paläarktisch verbreitet. In Mitteleuropa ist die Art meist in der planar-kollinen Höhenstufe (bis 800m Seehöhe) vertreten, in Österreich gibt es Fundmeldungen bis 1250m Seehöhe. Sie kann stellenweise sogar sehr häufig angetroffen werden. Durch die Zerstörung vieler ihrer bevorzugten Lebensräume (Moore und Feuchtgebiete) ist sie seltener geworden, gilt aber noch nicht als gefährdet. Aufgrund des Klimawandels ist allerdings zu erwarten, dass sie künftig doch in eine Gefährdungskategorie eingestuft werden wird. Mit Körperlängen von 15-22 mm bei Weibchen bzw. 10-13 mm bei Männchen ist die Gerandete Jagdspinne eine der größten heimischen Spinnen. Der Körper wirkt ausgesprochen untersetzt und kräftig. Die Grundfärbung ist gelbbraun bis schwarzbraun (bei Jungtieren grünlich bis oliv) und die Körperseiten haben meist helle Randstreifen (daher der deutsche Name), die sich über die ganze Längsseite des Vorder- und Hinterkörpers ziehen. Diese müssen allerdings nicht immer ausgebildet sein.  
Die Gerandete Jagdspinne überwältigt ihre Beutetiere frei jagend ohne Fangnetz.
Sie lebt vorzugsweise an Ufern stehender und (langsam) fließender Gewässer, in Sumpfgebieten, in Mooren, auch auf Feuchtwiesen und in Au- bzw. Bruchwäldern. Dort lauert sie auf der Wasseroberfläche in der Nähe von Pflanzen auf (Wasser-)Insekten, Kaulquappen und kleine Fische. D. fimbriatus bewegt sich bei der Jagd geschickt auf der Wasseroberfläche. Sie liegt mit dem ganzen Körper im Wasser, kann aber dank ihrer dichten Körperbehaarung die Oberflächenspannung des Wassers nutzen und über Wasser bleiben. Bei Gefahr oder um Beute zu machen, kann sie auch abtauchen. Dabei bildet sich eine Luftblase um ihren Körper, die nach dem Auftauchen platzt und eine trockene Spinne aus dem Wasser entlässt. Die Paarung erfolgt meist im Mai oder Juni. Ab Ende Juni erfolgt die Eiablage und danach wird der ca. 1 cm große Kokon (mit bis zu 1000 Eiern) vom Weibchen ständig mitgetragen, und zwar mit den Giftklauen (und nicht wie bei Wolfspinnen an den Spinnwarzen befestigt!). Kurz vor dem Schlüpfen wird der Kokon in der Ufervegetation aufgehängt, mit einem Gespinst umgeben und bewacht. Später können weitere Eiablagen folgen, bei denen aber die Eizahl und Größe von Kokon zu Kokon abnehmen. Die Entwicklung der Jungspinnen ist offenbar zweijährig. Sie überwintern meist subadult und häuten sich Anfang Mai zum letzten Mal. Dolomedes fimbriatus ist fast ganzjährig, zumindest von März bis Oktober anzutreffen, vor allem die Weibchen. Es ist davon auszugehen, dass zumindest diese mehrjährig leben, die Hauptaktivitätszeit der Männchen erstreckt sich von Mai bis August. In (Mittel-)Europa kommt eine weitere Art vor, nämlich Dolomedes plantarius mit ähnlichem Habitus (meist ohne helle Seitenstreifen) und Größe (Körperlänge Männchen 10-16 mm, Weibchen 13-20 mm) sowie einem ähnlichen Lebensraum, eventuell mit einer Bevorzugung von größeren See- und Moorgebieten. Sie scheint noch stärker an das Wasser gebunden zu sein und benötigt besonnte und offene Uferflächen zur Fortpflanzung. Diese Art ist verstärkt von April bis August anzutreffen, die Weibchen noch ein bisschen länger bis September. Generell wird diese Art aber selten gefunden. Eine sichere Unterscheidung ist allerdings nur nach Geschlechtsmerkmalen möglich.  
Warum wurde die Gerandete Jagdspinne zur Europäischen Spinne des Jahres gewählt?
Als eine der größten heimischen Spinnen an Gewässerufern ist sie gut sichtbar und zeigt zudem eine bemerkenswerte Anpassung an ihren Lebensraum, der leider immer mehr bedroht und gefährdet ist. Diese Art ist vor allem durch den Verbau von Ufern, die Beseitigung von Röhricht- und Schwimmblattvegetation, das Austrocknen von Mooren und die Verkleinerung entsprechender Wasserlebensräume gefährdet. Mit der Wahl der Spinne des Jahres soll aber nicht nur eine „wenig beliebte“ Tiergruppe ins rechte Licht gerückt und auf einen bedrohten Lebensraum hingewiesen werden, sondern gleichzeitig erhoffen sich die Wissenschaftler, Daten zur aktuellen Verbreitung zu bekommen. In diesem Sinne: erfreuen Sie sich an der Spinne des Jahres und helfen Sie mit ihrer Fundmeldung oder ihrem Foto bei der Dokumentation dieser Art. Gewählt wurde die „Europäische Spinne des Jahres“ von 83 Arachnologen aus 26 europäischen Ländern. Die Koordination der Wahl liegt beim Naturhistorischen Museum Wien, in Zusammenarbeit mit der Arachnologischen Gesellschaft (AraGes) und der European Society of Arachnology (ESA).   Christoph Hörweg

Årets edderkop i Europa 2020

Stor rovedderkop - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   Den store rovedderkop, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), tilhører familien af rovedderkopper (Pisauridae), af hvilke der verden over er kendt 356 arter. I Europa forekommer syv arter. Slægten Dolomedes er i Europa og Danmark repræsenteret ved to arter: D. fimbriatus og D. plantarius (Clerck, 1757). D. fimbriatus er kendt fra det meste af Danmark, undtagen Vestjylland og Thy. Den store rovedderkop har en palæarktisk udbredelse. I Central-Europa forekommer den mest i lavlandet op til 800 m over havets overflade; rekorden er fra Østrig med 1250 m o.h.o. Nogle steder kan arten være ganske hyppig. Generelt er den dog blevet sjældnere, da dens foretrukne habitater (tørvemoser og mindre skovsøer) er tørret ud eller groet til. D. fimbriatus bliver dog endnu ikke anset for truet (rødliste 2019: kategori LC = livskraftige populationer). Muligvis kan klimaforandringerne i fremtiden gøre dem mere truede. Med en kropslængde på 15-22 mm hos hunner og 10-13 mm hos hanner er den store rovedderkop blandt de største hjemmehørende arter af edderkopper. Kroppen er kraftig og kompakt. Grundfarven er gulbrun til sortbrun (ungerne grønlige med rødbrun tegning på dorsalsiden). Langs begge kroppens sider løber en lys stribe hele vejen fra forrest på hovedet til bagest på bagkroppen. Disse kan dog i sjældne tilfælde mangle. Den store rovedderkop har intet fangstnet men overmander sit byte ved et pludseligt angreb. Den bor langs kanten af stillestående (eller langsomt flydende) ferskvande, mest småsøer og moser, gerne omgivet af skov. Her sidder den ofte på lur med bagbenene på bredden eller på en plante og med forbenene hvilende på vandoverfladen og venter på vandinsekter, haletudser eller små fisk. Hele kroppen hviler på vandoverfladen takket være vandets overfladespænding og et tykt lag hår på undersiden. Den bevæger sig adræt på vandoverfladen og kan også dykke ned i vandet, fx for at fange et bytte eller slippe fra en fjende. Under dykningen dannes en luftboble omkring kroppen, så edderkoppen er tør, når den igen kommer op til overfladen. Parringen foregår i maj-juni. Fra slutningen af juni kan man se hunner, som bærer på den store (ca. 1 cm i diameter) ægsæk med op til 1000 æg. Hunnen bærer ægsækken i munddelene (ikke hæftet til spindevorterne som hos jagtedderkopperne!). Kort før ungerne forlader ægsækken, hænges denne op i et såkaldt ammespind, som dannes i søbredsvegetationen. Her vogter hun de nyklækkede unger i en periode, inden de spredes i omgivelserne. Hunnen kan evt. senere lave endnu en ægsæk, men den vil så være mindre og med færre æg. Ungeudviklingen tager to år: ungerne overvintrer første gang i et tidligt stadie og anden gang som subadulte, dvs de har kun et enkelt hudskifte tilbage, inden de bliver voksne tidligt i maj måned. Unge individer kan derfor findes i hele den aktive periode (fra marts/april til oktober/november), voksne hunner fra maj til august/september, mens voksne hanner kun ses i maj til juni/juli. I Mellemeuropa (samt nogle få steder i Danmark, specielt Nordøst-Sjælland) findes endnu en art, Dolomedes plantarius, som ligner D. fimbriatus af udseende (dog ofte uden de lyse striber langs siderne) og størrelse (hanner 10-16 mm, hunner 13-20 mm). Den forekommer også i samme typer habitat, men synes dog at foretrække lidt større søer og moser. Den færdes endnu mere på vandfladerne og kræver åbne solbeskinnede bredder for at kunne formere sig. Voksne hunner af arten forekommer fra april til september, men er overalt sjælden. De to arter kan kun skelnes med sikkerhed ved at se på kønsorganerne i mikroskop. D. plantarius anses for truet i Danmark (rødliste 2019: kategori VU = sårbar).  
Hvorfor er den store rovedderkop valgt til Årets Edderkop i Europa?
Den store rovedderkop er en ”ikonisk” art ikke blot på grund af sin størrelse (Danmarks største hjemmehørende edderkop) og markante udseende, men også i kraft af dens bemærkelsesværdige tilpasninger til livet på vandoverfladerne. Dens habitat er i stigende grad truet af udtørring og “udvikling” af vådområder. I Danmark er den væsentligste trussel nok den stigende tilgroning af moser. Med udnævnelsen af Årets Edderkop ønsker vi ikke blot at kaste lys på en interessant men ikke særlig “populær” dyregruppe, men også at gøre opmærksom på truslerne mod dyrenes naturlige levesteder. Vi vil også gerne opmuntre alle til at bidrage til kendskabet til arternes udbredelse; man kan indsende fotos og anden information (lokalitet, dato, antal, køn mv) til Naturbasen (www.fugleognatur.dk). Vi ønsker alle held med at opleve den store rovedderkop i 2020! Årets Edderkop i Europa vælges af 83 arachnologer fra 26 europæiske lande. Valget koordineres af Naturhistorisk Museum i Wien i samarbejde med det tyske Arachnologische Gesellschaft (AraGes) og European Society of Arachnology (ESA).   Christoph Hörweg & Søren Toft

Vuoden hämähäkki 2020

Rantahämähäkki - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   Rantahämähäkki, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757) kuuluu kiitohämähäkkien heimoon (Pisauridae). Maailmanlaajuisesti tässä heimossa on 356 lajia, ja Euroopassa esiintyy seitsemän lajia. Rantahämähäkkien suvussa, Dolomedes, on Euroopassa ja Suomessa kaksi lajia: D. fimbriatus ja D. plantarius (Clerck, 1757). Rantahämähäkillä on palearktinen levinneisyyskuva, sitä esiintyy Euroopassa ja Aasiassa. Keski-Euroopassa se elää yleensä alankomailla 800 m korkeuteeen merenpinnasta, Itävallassa sitä on tavattu myös vuoristoissa aina 1250 m korkeuteen asti. Laji on meillä yleinen ja helposti havaittava. Koska sen suosimia elinympäristöjä (soita ja kosteikkoja) on runsaasti, ei meillä ole havaittu lajin vähenemistä kuten on paikoin etelämpänä Euroopassa tapahtunut. Siellä rantahämähäkin pelätään muttuvan tulevaisuudessa jopa uhanalaiseksi lajiksi, ihmistoiminnan ja ilmastonmuutoksen vuoksi. Suomessa laji on elinvoimainen ja levinnyt koko maahan tunturialueita lukuunottamatta. Naaraan ruumiin pituus on 15-22 mm ja koiraan 10-13 mm; rantahämähäkki onkin yksi suurikokoisimmista lajeistamme. Sen ruumiinrakenne on tanakka ja se näyttää hyvin voimakkaalta. Väriltään laji vaihtelee kellanruskeasta mustanruskeaan (nuoret yksilöt ovat oliivinvihreitä), tavallisesti ruumiin sivuilla on vaaleat (joskus kirkkaan keltaiset) juovat, jotka ulottuvat kyljillä koko matkan eturuumiin kärjestä takaruumiin kärkeen. Nämä juovat voivat puuttuakin. Rantahämähäkki saalistaa ilman pyyntiverkkoa, se on vapaasti liikkuva metsästäjä. Laji suosii elinpaikkoinaan erilaisia rantoja, soita, kosteita niittyjä ja soistuneita metsiä. Se “istuu” veden pinnalla kasvillisuuden lähellä ja odottaa saaliikseen (vesi)hyönteisiä, sammakoiden nuijapäitä ja pieniä kalanpoikasia. Rantahämähäkki liikkuu saalistaessaan taitavasti veden pinnalla. Sen koko ruumis painuu vedenpintaa vasten, mutta tiheän karvapeitteensä ansiosta se pysyy veden pinnalla pintajännityksen turvin. Vaaran uhatessa tai saalistaessaan hämähäkki voi sukeltaa ja uida. Sukelluksen aikana ruumiin ympärille muodostuu ilmakupla, joka hajoaa sen noustua ylös veden pinnalle ja näin hämähäkki säilyy kuivana. Parittelu tapahtuu alkukesällä. Kesäkuun lopulta alkaen naaras munii ja tekee sitten seitistään halkaisijaltaan noin 1 cm kokoisen munakotelon (jossa voi olla jopa 1000 munaa). Naaras kuljettaa munakoteloa suuosissaan (ei siis kehruunystyihin kiinnitettynä kuten juoksuhämähäkit). Hieman ennen munien kuoriutumista munakotelo kiinnitetään kasvillisuuteen lähellä vettä. Munakotelo suojataan seittirihmoilla, ja sitä vartioidaan. Myöhemmin voi tapahtua uusi muninta, kuitenkin silloin munien määrä on vähäisempi ja munakotelo pienempi. Rantahämähäkkien poikasten kehittyminen aikuisiksi kestää yleensä kaksi vuotta. Ne talvehtivat tavallisesti subadultteina ja aikuistuvat touko-kesäkuussa. Dolomedes fimbriatus voi esiintyä aikuisena lähes kautta vuoden, niitä löytää ainakin huhtikuusta lokakuuhun, varsinkin naarasyksilöitä. Koiraiden aktiivisuuskausi on toukokuusta elokuuhun. Meillä tavataan toistakin lajia, isorantahämähäkkiä Dolomedes plantarius. Se on saman näköinen (mutta usein ilman vaaleita sivujuovia); kooltaan ja elinpaikkavaatimuksiltaan myös samankaltainen kuin D. fimbriatus. Se näyttää tosin suosivan laajempia vesistöjä, meillä on runsaasti havaintoja suurien järvien rannoilta. Laji lienee sitoutunut rantahämähäkkiä tiiviimmin veteen, ja se vaatii aurinkoisia rantahabitaatteja lisääntymispaikoikseen. Isorantahämähäkkiä on tavattu aikuisena kesäkautena, ja se on melko harvinainen ja paikallinen laji. Sitä löytyy meillä Etelä-Suomesta, erityisesti järvialueilta. Näiden kahden rantahämähäkkilajin määrittäminen vaatii sukuelinten tutkimista.  
Miksi rantahämähäkki valittiin vuoden eurooppalaiseksi hämähäkiksi?
Se on yhtenä suurikoisimmista hämähäkeistämme helposti havaittavissa järvien ja jokien rannoilla ja soilla, ja sillä on merkittäviä sopeutumia elinympäristöihinsä, jotka Keski-Euroopassa ovat vaarantumassa. Syinä siihen ovat erityisesti rantojen rakentaminen, järviruon ja vesikasvien poistaminen sekä soiden ja muiden kosteikkojen kuivaaminen. Meillä Suomessa tilanne on paljon parempi. Vuoden hämähäkin valinnalla tuodaan esille tämä “epäsuosittu” eläinryhmä ja kiinnitetään huomiota elinympäristön haavoittuvuuteen. Samalla toivotaan saatavan uutta tietoa rantahämähäkkilajien levinneisyydestä. Tässä mielessä nauti vuoden hämähäkin seuraamisesta; sen voit dokumentoida kuvaamalla. Euroopalaisen vuoden hämähäkin on valinnut 83 araknologia (hämähäkkien tutkijaa) 26 Euroopan maasta. Koordinaattorina on toiminut Wienin Luonnonhistoriallinen museo sekä yhdistykset “Arachnologische Gesellschaft (AraGes)” ja “European Society of Arachnology (ESA)”.   Christoph Hörweg & Seppo Koponen

Araignée de l’année 2020

Araignée radeau - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   L'araignée radeau, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), appartient à la famille des araignées à toile pouponnière (Pisauridae). Dans le monde, cette famille compte 353 espèces avec 7 présentes en Europe dont 2 dans le genre Dolomedes: D. fimbriatus et D. plantarius (Clerck, 1757). L'araignée radeau a une distribution paléarctique. En Europe centrale, elle se rencontre principalement des plaines aux collines (jusqu'à 800m d'altitude), avec des records jusqu'à 1250m d'altitude en Autriche, pouvant être abondante dans certains milieux. Suite à la destruction de bon nombre de ses habitats préférentiels (landes et zones humides), elle est devenue plus rare, bien qu‘elle ne soit pas considérée comme menacée. En raison du changement climatique, il est probable qu'à l'avenir, elle soit placée dans la catégorie des espèces en voie de disparition. Avec une longueur de corps de 15-22 mm chez les femelles et de 10-13 mm chez les mâles, l'araignée radeau est l'une des plus grandes espèces européennes. Le corps, d’allure assez trapue, présente une coloration de base de brun jaune à brun noirâtre (chez les juvéniles de verdâtre à olive) avec généralement deux bandes pâles s’étendant sur les bords du céphalothorax et de l'abdomen (bien que pas toujours présentes). Cette dolomède affectionne les rives de plans d'eau stagnante ou s'écoulant lentement, dans des landes, des prairies humides ou encore des forêts gorgées d'eau. Elle capture ses proies sans utiliser de toile, près des plantes, à l‘affût d‘insectes aquatiques, de têtards ou de petits poissons. Pour chasser D. fimbriatus se déplace habilement à la surface de l'eau, restant en tension superficielle au-dessus grâce à ses épaisses couches de soies ; celles qui sont situées à l’extrémité des pattes en particulier la renseignent sur les mouvements des proies sous l’eau. Lorsqu'elle en a ressenti une, elle plonge pour l’attraper, comportement qu’elle peut aussi adopter en cas de danger. Pendant la plongée, une bulle d'air se forme autour du corps, qui disparaît quand l‘araignée remonte en surface laissant ainsi un individu émergent d’aspect sec. L'accouplement a généralement lieu en mai ou juin, la période de ponte débutant vers la fin du mois de juin. Les oeufs sont contenus dans un cocon de soie blanchâtre d‘environ 1cm de diamètre (contenant jusqu'à 1000 œufs), cocon qui est constamment porté par la femelle à l'aide de ses pièces buccales (et non attaché aux filières comme chez les araignées-loups!). Peu avant l'éclosion, le cocon est suspendu dans la végétation près du bord de l'eau, entouré de fils de soie formant une sorte de dôme appelé toile pouponnière, et gardé par la femelle contre les prédateurs éventuels. Plus tardivement dans la saison estivale, une nouvelle ponte peut avoir lieu, mais avec un nombre plus réduit d'œufs. Le développement de ces araignées dure apparemment deux ans. Ils hivernent généralement en tant que subadultes et muent ensuite jusqu'à la maturité sexuelle début mai. Dolomedes fimbriatus est présent presque toute l'année et peut être observé assez facilement de mars à octobre, en particulier les femelles; la période d'activité principale des mâles s'étendrait de mai à août, au moins pour ceux qui vivent plus d'un an. En Europe (centrale), il existe une autre espèce, Dolomedes plantarius, d'aspect (généralement sans rayures pâles), de taille (longueur du corps des mâles 10-16 mm / femelles 13-20 mm) et également d‘habitat similaires, avec néanmoins une préférence pour les grands lacs et les landes. Cette espèce semble encore plus étroitement attachée à l'eau et recherche des rives ouvertes ensoleillées pour sa reproduction. D. plantarius est principalement rencontrée d'avril à août, les femelles visibles jusqu'en septembre. Généralement, cette espèce ne se trouve que rarement. Une identification définitive n'est cependant possible qu'à partir des caractères génitaux. Pourquoi ce choix de l'araignée radeau comme araignée européenne de l'année? Tout d’abord, cette espèce est l'une des plus grandes araignées européennes, facilement visible sur les rives des lacs et des rivières; de plus elle montre également des adaptations remarquables à cet habitat, qui est malheureusement de plus en plus perturbé. L'espèce est particulièrement menacée par les travaux de construction sur les berges, l'élimination des roselières et des nénuphars, l'assèchement des landes et la réduction de la taille des milieux humides appropriés. Donc le choix de cette araignée pour l’année 2020, permet non seulement de continuer l’acquisition de connaissances sur un groupe zoologique «impopulaire», mais également de faire référence à des habitats menacés. Dans le même temps, les scientifiques espèrent obtenir des données actuelles sur sa distribution. En ce sens, profitez de cette découverte de l'araignée de l'année et aidez-nous avec vos informations de localités ou avec une photo pour documenter cette espèce. L’araignée européenne de l’année a été choisie par 83 arachnologues de 26 pays européens. La coordination est assurée par le Musée d'histoire naturelle de Vienne, en collaboration avec l'Arachnologische Gesellschaft (AraGes) et la Société européenne d'arachnologie (ESA).

Christoph Hörweg & Christine Rollard

Ragno dell’anno 2020

Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)    
Generalità
Il ragno pesacatore, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), appartiene alla famiglia dei Pisauridi, che al mondo comprende 356 specie, di cui 7 in Europa.Il genere Dolomedes in Europa è rappresentato da due specie: D. fimbriatus e D. plantarius (Clerck, 1757). Il ragno pescatore ha distribuzione paleartica. In Europa si ritrova principalmente in ambienti umidi planiziali e collinari, con alcuni isolati ritrovamenti in Austria intorno ai 1200 metri. La specie può essere localmente abbondante ma, a causa delle forti modifiche a cui sono soggetti gli ambienti che occupa è diventato progressivamente più raro, sebbene attualmente non sia considerato in pericolo di estinzione. Di certo i cambiamenti climatici e gli effetti che questi avranno sul suo habitat elettivo rappresentano due possibili fattori di minaccia per la persistenza delle popolazioni nel prossimo futuro. Con una lunghezza del corpo di 15-22 mm nelle femmine e 10-13 mm nei maschi, il ragno pescatore è uno dei più grandi ragni europei. Il corpo appare particolarmente robusto e tozzo. La colorazione di base va dal giallo-marrone al marrone-nerastro (nei giovani assume toni verdastri) e i lati del corpo presentano una striscia pallida che generalmente si estende lungo entrambi i lati del cefalotorace e si prolunga nell'addome. Tuttavia queste bande chiare non sono sempre presenti. Il ragno pescatore caccia le sue prede tendendo agguati, senza usare la ragnatela. L’habitat elettivo è rappresentato dalle sponde dei corpi idrici d’acqua ferma o lenta, brughiere, prati umidi, foreste ripariali o boschi umidi come gli acero tiglio frassineti e i carpineti. D. fimbriatus è in grado di muoversi abilmente sulla superficie dell'acqua, grazie allo spesso strato di setole idrofobiche presenti sul corpo. Sfruttando la tensione superficiale infatti il ragno si posiziona sull’acqua, nascosto tra la vegetazione in attesa di insetti, girini o anche piccoli pesci. Lo stesso strato di setole idrofobiche gli permette inoltre di immergersi completamente sott'acqua, ad esempio quando si sente in pericolo o quando deve catturare una preda. Durante l'immersione si forma una bolla d'aria intorno al corpo, che svanisce quando torna in superficie e lascia il ragno completamente asciutto. L'accoppiamento avviene di solito a maggio o giugno e in genere dalla fine di giugno ha luogo la deposizione delle uova. Successivamente la femmina tesse un bozzolo di circa 1 cm di diametro (contenente fino a 1000 uova) che trasporterà con sé in tutti i suoi spostamenti, fino alla schiusa. A differenza dei ragni lupo, che attaccano il bozzolo alle filiere, nel caso del ragno pescatore il bozzolo viene trasportato attaccato ai cheliceri. Poco prima della schiusa, il bozzolo viene appeso nella vegetazione vicino al bordo dell'acqua, riparato da un fitto intrico di fili di seta e custodito con attenzione dalla femmina. In seguito possono avvenire altre deposizioni con un numero ridotto di uova e dimensioni del bozzolo più piccole. Lo sviluppo dei ragni fino allo stadio adulto richiede apparentemente due anni. Di solito i giovani svernano come subadulti e si avvicinano alla maturità in primavera. Dolomedes fimbriatus è presente per quasi tutto l'anno. In genere le femmine sono più facilmente osservabili da marzo a ottobre. Il periodo di attività dei maschi si estende grosso modo da maggio fino ad agosto. In Europa esiste un’altra specie di ragno pescatore, Dolomedes plantarius, con un aspetto, dimensioni e habitat molto simili. Le differenze sono sottili, la maggior parte degli individui non presentano le strisce lungo i fianchi del corpo, le dimensioni sono leggermente maggiori (maschi 10-16 mm, femmine 13-20 mm) e l’habitat di elezione è più prettamente acquatico, rappresentato ad esempio dai canneti al bordo dei grandi laghi., D. plantarius è legato più strettamente all'acqua rispetto a D. fimbriatus, e ha bisogno di rive soleggiate e aperte per la riproduzione. Questa specie si ritrova principalmente da aprile ad agosto, e la femmina anche fino a settembre. In genere, questa specie è molto più rara della precedente. Purtroppo le differenze tra le due specie sono troppo sottili per identificarle direttamente in campo, come spesso accade per i ragni, l'identificazione definitiva è possibile soltanto dall’esame dei caratteri genitali.  
Perché il ragno pescatore è stato scelto come ragno europeo dell'anno?
Ci sono diversi motivi per cui abbiamo scelto questa specie come ragno dell’anno. Innanzitutto si tratta di un ragno facilmente osservabile in natura, date le dimensioni e l’habitat facilmente accessibile. Inoltre, questa specie richiama l’attenzione sulla difficile condizione in cui versano gli habitat umidi, sempre più minacciati dalle attività umane, inclusi i cambiamenti climatici. In particolare i ragni pescatori sono minacciati dai lavori di costruzione sulle rive, dalla rimozione dei canneti e delle ninfee, dall’inaridimento delle brughiere e dei prati umidi e, più in generale dall’alterazione delle zone umide. Con questa scelta ci proponiamo quindi, non solo di rendere meno impopolare un gruppo di artropodi estremamente affascinante come i ragni, ma cerchiamo di sensibilizzare il pubblico verso il tema della conservazione delle aree umide, che svolgono importantissime funzioni ecosistemiche e albergano comunità biologiche ricchissime in termini di specie. Il "ragno europeo dell'anno" è stato scelto da 83 aracnologi di 26 paesi europei. Il coordinamento è a cura del Museo di storia naturale di Vienna, insieme all'Arachnologische Gesellschaft (AraGes) e alla European Society of Arachnology (ESA).   Christoph Hörweg & Marco Isaia

Europese spin van het jaar 2020

De Gerande oeverspin - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   De Gerande oeverspin, Dolomedes fimbriatus, behoort tot de familie van de kraamwebspinnen (Pisauridae), die wereldwijd 356 soorten telt. In Europa leven 7 soorten, waaronder twee oeverspinnen van het geslacht Dolomedes: de Gerande oeverspin (D. fimbriatus) en de Grote oeverspin (D. plantarius).  
Bedreigde soort
De Gerande oeverspin heeft een zogenaamd Palearctische verspreiding (Europa, Noord-Azië en Noord-Afrika). In Centraal Europa wordt ze meestal gevonden van de laagvlaktes tot in heuvelachtig gebied (tot 800 m boven zeeniveau). In Oostenrijk werd ze echter aangetroffen tot op 1250 m boven zeeniveau. Op sommige plaatsen kan ze redelijk algemeen zijn, maar doorgaans is ze eerder zeldzaam geworden door de vernietiging van veel van haar voorkeurhabitats (natte heide en moerasgebied). In België is het één van de vier wettelijk beschermde spinnensoorten, naast de Waterspin, de Tijgerspin en de Gewone mijnspin. In de Vlaamse Rode Lijst staat de spin genoteerd als "critisch wegens verdwijnen biotopen, op de rand van uitsterven". In het kader van de Vlaamse meetnetten die beleidsrelevante soorten opvolgen (in opdracht van Europa), is een zogenaamde "inhaalslag" voor deze soort opgenomen. Dat betekent dat men probeert een zicht te krijgen op de reële verspreiding van de soort in Vlaanderen. Er zijn al eerste indicaties dat de soort bij ons te lijden heeft onder een toenemende verdroging van habitats onder invloed van de klimaatverandering.  
Jagende joekel
Met een lichaamslengte van 15-22 mm bij vrouwtjes en 10-16 mm bij mannetjes, is de Gerande oeverspin één van onze grootste spinnensoorten. Ze heeft een stevig postuur. Ze heeft een geel-bruine tot zwartbruine basiskleur (bij jongen groenig tot olijfkleurig) en aan beide zijden van het lichaam loopt meestal een beige tot gele lengtestreep die zowel over het kopborstuk, als over het achterlijf loopt. In het veld word ze wel eens verward met bepaalde piraten-soorten, maar die behoren tot de familie van de wolfspinnen. De Gerande oeverspin staat bekend als een actieve jager, die dus geen web gebruikt om prooi te vangen, maar jonge exemplaren maken wel een kleine webachtige constructie, vaak op bladeren van kruidachtige planten, die niet noodzakelijk altijd in de directe omgeving van water groeien. Als de spinnen groter worden, verhuizen ze naar de waterkant van stilstaande of traag stromende waterpartijen in natte heidegebieden, vochtige graslanden, oever- of broekbossen. Ze maken dan niet langer een web. Om te jagen, zit de Gerande oeverspin op het wateroppervlak bij de oevervegetatie en kijkt uit naar insecten die in het water beland zijn er daar dan liggen te spartelen. Die trillingen registreert ze met haar pootuiteinden, eigenlijk zoals webwevende spinnen de trillingen in hun web opmerken. Ze loopt dan vlot over het water naar de prooi en grijpt die vast. De Gerande oeverspin gebruikt het wateroppervlak dus eigenlijk als een web!  
Als Jezus over het water
Dat "waterlopen" kan ze dankzij speciale waterafstotende haartjes, waardoor de oppervlaktespanning van het wateroppervlak haar drijvende houdt. De Gerande oeverspin jaagt echter ook op diertjes die zich onder water bevinden, zoals kikkervisjes, kleine salamanders en kleine vissen. Daarmee is het één van de enige Belgische spinnen die regelmatig een gewervelde prooi vangt. Ze moet dus kunnen duiken om zo'n waterdiertje te vangen, maar ook bij gevaar duikt ze bliksemsnel onder water. De waterafstotende haartjes over haar gehele lichaam, zorgen er dan voor dat er een luchtfilm rond de spin blijft hangen, waardoor ze ook onder water een tijdlang kan blijven ademen. Wanneer ze terug aan de oppervlakte komt, is de spin dan wonderlijk droog gebleven.  
Zorgzame moeder
De paring vindt doorgaans plaats in mei of juni. Vanaf eind juni legt het vrouwtje haar eieren in een ronde eicocon van ca. 1 cm diameter. Die kan wel tot 1000 eitjes bevatten en wordt door de spin de hele tijd meegedragen in haar monddelen en dus niet bevestigd achteraan het achterlijf zoals bij wolfspinnen. Als het vrouwtje voelt dat de eitjes gaan uitkomen, spint ze het zogenaamde kraamweb, waarin ze de eicocon ophangt. De jongen blijven nog een tijd samen in dit kraamweb, terwijl het vrouwtje aan de buitenzijde de wacht houdt. De ontwikkeling van jong tot volwassen dier, neemt een tweetal jaar in beslag. De spin overwintert in subvolwassen toestand en vervelt dan begin mei een laatste keer, waarna ze volwassen is. Gedurende het hele jaar zijn exemplaren van de Gerande oeverspin aanwezig en minstens van maart tot oktober zijn ze waar te nemen, vooral de vrouwtjes. Vermoedelijk loopt de belangrijkste activiteitsperiode van de mannetjes van mei tot augustus.  
Grote oeverspin
In België leeft een tweede soort oeverspin, de Grote oeverspin, die erg op de Gerande oeverspin lijkt, maar vaak de lichte zijstrepen mist. Op sommige plaatsen worden beide soorten samen aangetroffen, maar de Grote oeverspin verkiest eerder laagveenhabitats met grotere waterpartijen. Deze soort wordt het meest gezien van april tot augustus en de vrouwtjes iets langer, tot september. De Grote oeverspin is echter een stuk zeldzamer en voor België zijn maar twee vindplaatsen bekend. Om de twee soorten met zekerheid van mekaar te kunnen onderscheiden, is stereomicroscopisch onderzoek van de geslachtsstructuren nodig.  
Waarom is de Gerande oeverspin verkozen tot Europese spin van het jaar?
Niet alleen is de Gerande oeverspin één van onze grootste inheemse spinnen en is ze daardoor goed op te merken door de mens, ze heeft daarnaast een interessante levenswijze: ze weeft in vroege stadia een web, dat ze dan later ‘verleert’, kan ‘Jezusgewijs’ over water lopen, zorgt erg goed voor haar jongen en vangt al duikend zelfs gewervelde dieren als prooi. De spin is uitzonderlijk goed aangepast aan haar waterrijke leefgebied, dat helaas hoe langer hoe meer onder druk staat. Bijzonder schadelijk zijn daarbij werken aan rivieroevers, het verwijderen van rietvelden en waterlelies, het uitdrogen van natte heide en de afnemende oppervlakte aan geschikte moerassige zones. Met deze keuze van de Europese spin van het jaar, willen we niet alleen een ‘onpopulaire’ diergroep promoten, maar ook aandacht vragen voor een bedreigde habitat. Tegelijk hopen we dat een breder publiek deze soort zal melden, zodat onderzoekers nieuwe gegevens ontvangen over de huidige verspreiding van de Gerande oeverspin. Ga dus gerust eens op zoek naar deze intrigerende soort en meldt eventuele waargenomen exemplaren door ze te fotograferen en in te voeren op de meldingssite van Natuurpunt: www.waarnemingen.be. De Europese Spin van het Jaar wordt verkozen door 83 arachnologen uit 26 Europese landen. De coördinatie gebeurt door het Naturhistorisches Museum Wien, samen met het ‘Arachnologisches Gesellschaft’ (AraGes) en de European Society of Arachnology (ESA).   Christoph Hörweg & Koen Van Keer

Årets spindel 2020

Kärrspindeln - Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757)   Kärrspindeln, Dolomedes fimbriatus (Clerck, 1757), hör till vårdnätsspindlarna (Pisauridae). I Världen finns 356 arter av vårdnätspindlar, i Europa bara sju. I släktet Dolomedes finns i Europa två arter: kärrspindeln D. fimbriatus och skräddarspindeln D. plantarius båda beskrivna av svensken Carl Clerck 1757. Kärrspindeln är utbredd i större delen av Europa, saknas bara i fjällen och de allra sydligaste delarna. Den finns också i norra Asien. Den är en av få spindlar som är rapporterad från alla svenska landskap. Kärrspindeln kan lokalt vara vanlig, särskilt där det är gott om våtmarker. Arten har minskat i stora delar av Europa då många våtmarker har förstörts för att ge plats åt odlingar och samhällen. Ett varmare klimat missgynnar kärrspindeln som är anpassad till ett klimat med kalla vintrar. Som vuxna har honorna av kärrspindeln en kroppslängd på 12-22 mm, hanarna 10-16 mm, vilket gör den till Nordeuropas näst största spindel. Hanarna har oftast en betydligt mindre bakkropp en honorna. Kroppen är kraftig och stark. Färgen är ljusbrun till svartbrun med på kroppssidorna ljusa längsband, gula eller vita, på både fram- och bakkropp. I Sverige finns alltid sidobanden. Hos unga individer är färgen också mer eller mindre grönaktig, särskilt på benen. Kärrspindeln föredrar att leva i våtmarker, gärna på stränder stilla eller långsamt strömmande vatten, i myrar, på våta ängar och i skogskärr. Här sitter spindeln med frambenen på vattenytan i kontakt med växter och väntar på bytesdjur, oftast vatteninsekter, men ibland t.o.m. grodyngel eller små fiskar. Där sitter den och väntar på att ett lämpligt bytesdjur ska närma sig och attackerar sen snabbt och med kraft bytet. Kraften hos käkarna är imponerande. Något fångstnät gör inte kärrspindeln. Den rör sig skickligt när den jagar på vattenytan. Hela kroppen kan ligga på vattnet tack vare den kraftiga behåringen kan den lita på att ytspänningen håller och att den förblir ovanför vattenytan. Om kärrspindeln känner sig hotad så kan den snabbt dyka ner under vattenytan och stanna där en lång tid. När den är under vatten bildas runt bakkroppen en luftbubbla som försvinner när den återkommer till ytan. Parning sker från slutet av maj till början av juli. Under juli lägger honan ägg i en stor rund äggkokong (se bild) som oftast innehåller ca 200-600 ägg, men kan innehålla upp till drygt 1000 ägg. Äggkokongen bär honan i käkarna. Strax innan ungarna kläcks ur äggen hänger honan upp kokongen i högre vegetation nära öppet vatten. Där gör honan ett löst tältliknande nät runt om äggkokongen som hon sen vaktar så länge som ungarna är kvar. Honan kan lägga fler äggkokonger, men då har senare äggkokonger färre ägg. Utvecklingen från nykläckta ungar till vuxen tar två år, i norr tre. De övervintrar som juveniler eller sista gången som subadulta (nästan vuxna) och ömsar sista gången på senvåren-försommaren. Kärrspindeln Dolomedes fimbriatus kan hittas året runt. Vuxna honor hittas under sommaren och försvinner på sensommaren eller tidigt på hösten. Ofta klarar de inte att överleva efter att de lagt ägg och vaktat ungarna. I Sverige blir de 2-3 år, medan längre söderut så blir de ofta vuxna redan första året. I Europa finns ytterliggare en art i släktet Dolomedes, nämligen skräddarspindeln, Dolomedes plantarius. De två arterna i släktet Dolomedes liknar varandra, men skräddarspindeln har smalare ljusa sidoband eller saknar dessa helt. Om de har sidoband eller inte bestäms av en gen där att ha sidoband är dominant mot att inte ha dessa. Säkrast bestäms de genom att titta på parningsorganen i förstoring. Där finns fler skillnader mellan de två arterna, flera som vi inte är riktigt säkra på ännu. Störst av de båda arterna och den största spindeln i Norden är skräddarspindeln som blir i genomsnitt någon mm större. Storleken hos vuxna individer av båda arterna varierar mycket. Honorna har en kroppslängd av 13-23 mm, med enstaka individer ännu större, medan hanarna normalt är mindre, 10-17 mm. Skräddarspindeln lever i liknande miljöer som kärrspindeln men föredrar mer solbelysta stränder av sjöar och större vattendrag. Den är mer beroende av öppet vatten. Till skillnad mot kärrspindeln så är aldrig de juvenila långt från öppet vatten. Vuxna honor påträffas under samma tider som kärrspindeln, under sommaren och tidigt på hösten, medan hanarna försvinner redan i juli. I de flesta länder är den väldigt sällsynt, med få fynd per land, men i Sverige är den inte så ovanlig. Här finns den mest i södra delen av Sverige, sällsynt norrut längs kusten till Medelpad. Ungefär 10% av alla rapporter av spindlar i släktet Dolomedes i Sverige är av skräddarspindeln. Skräddarspindeln har en mindre och mer sydlig utbredning, från Sydeuropa och norrut till södra Nordeuropa. Den saknas öster om Uralbergen. Vad gjorde att kärrspindeln valdes till årets spindel? Kärrspindeln är en stor, kraftfull och vacker spindel. Den lever i närheten av vatten, i våtmarker och på stränder, i miljöer som minskar, inte minst i närheten av samhällen. Genom att välja Årets spindel så hoppas vi på att få positiv uppmärksamhet för en grupp som inte är så populär hos alla. Vi hoppas också att få ny information om kärr- och skräddarspindeln, bl.a. om deras utbredning, men också om bl.a. habitatval, beteenden och bytesval. Rapportera gärna in fynd på Artportalen (www.artportalen.se). Årets europeiska spindel valdes av 83 aracknologer från 26 länder i Europa. Sammanställningen och bearbetningen är gjord genom Wiens naturhistoriska museum tillsammans med Arachnologische Gesellschaft (AraGes) och European Society of Arachnology (ESA).   Christoph Hörweg & Lars Jonsson